Dansk Golf Fond
Da DGU fejrede 50 års jubilæum i 1981, gav to private fonde
30.000 kr. til en nyetableret fond med navnet Dansk Golf Fond.
Formålsparagraffen var bredt formuleret, og giver mulighed for at
støtte unge golfspilleres dygtiggørelse, økonomisk støtte til ældre
golfspillere, fremme og udbredelse af golfspillets vilkår og
udøvelse i Danmark, hjælp til handicappede golfspillere og anden
aktivitet, som fondens bestyrelse mener, er af betydning for
golfsporten eller golfspillere. I løbet af de 25 år, har Dansk Golf
Fond uddelt flere end 200 legater og hædersgaver og således støttet
dansk golf med små 900.000 kr.
Mange mennesker og golfklubber er tilgodeset, og i DGU's "magre"
år, støttede fonden ofte landsholdet, såvel i forbindelse med
turneringer som træning, lige som mange elitespillere nød godt af
individuel støtte. Det gør elitespillerne fortsat, og blandt mere
kendte spillere - nu professionelle - kan nævnes Anders Hansen og
Amanda Moltke Leth.
Hvem modtager støtte
En lang række nye klubber har i tidens løb modtaget støtte.
Greenkeeperne, banearkitekter samt golf pro'er har fået støtte til
videreuddannelse, Dansk Golf Museum er betænkt, og så har arbejdet
med golfreglerne altid haft en stor plads i Fondsbestyrelsens
hjerte. Arbejdet med at indføre course rating and slope var
vanskeligt, og da tre af DGU's ratere - for egne midler - valgte at
tage til USA for at dygtiggøre sig, fandt Fonden også anledning til
at påskønne dette initiativ. Endelig har en lang række ledere inden
for golfen modtaget hædersgaver for en meget stor indsats for Dansk
Golf. I 2002 gav Fonden Leif Nyholm og Henrik Knudsen hver en
hædersgave for deres indsats, for gennem TV at udbrede kendskabet
til golfspillet i almindelighed, og i særdeleshed for deres bidrag
til at udbrede kendskabet til golfreglerne.
Fondens bestyrelse består af Tuula Undal, Jesper Frigast
Larsen, Karen Margrethe Juul, Morten Backhausen og Jan Rud
Hansen - sidstnævnte som formand siden 2003.
Ansøgninger til Dansk Golf Fond stiles til: Dorte Hansen, Dansk
Golf Union, Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby.